Med udsigt til Danmarks største sø planter Christian og Tanja frugttræer og bærbuske – og dem kan der være mange af på de sydøstvendte bakker i Vinderød. Jordbruget, Arresø Plantage, drives 100 % sprøjtefrit, og vi er heldige i Halsnæs, for Arresøgaard, som parret købte i 2021, producerer nemlig allerede most, saft og vin af gårdens egne æbler, pærer, kvæder, hyben og rabarber. Gode produkter kommer ud af gårdens nye produktionskøkken og de kan købes på bl.a. Torup Marked. I sommersæsonen kan man tilmed købe blomster fra gårdens “vilde pluk selv”, som ligger nemt tilgængeligt oppe ved Helsingevejen.